Jan Ussing

Det startede med at Jan købte en lille Framus guitar fra 1961 af mig for nogle år siden. Mine fordomme fra teenageårene dømte den guitar til at være en uinteressant sag. Guitaren fejlede ikke noget, men sådan var det bare. Jan kom og prøvede guitaren, så jeg faktisk kunne høre at guitaren er go'. Han blev begejstret og jeg erfarede noget, som jeg senere har fået bekræftet flere gange. Jan er som få i stand til at bedømme en guitars kvalitet uden at skele til instrumentets firmalogo. Måske er det derfor at Jan både ejer dyre og billige guitarer.

Her er hvad jeg fik Jan til at skrive om sig selv:

Født i 1952. Startede med at spille som 14 årig, de store idoler var selvfølgelig Beatles, Stones, Kinks, Pretty Things, Jimi Hendrix og Cream.
Men inderst inde var det også den gode sang og det gode fingerspil, så den allerstørste for mig var Donovan.  Derefter Simon/Garfunkel og Bert Jansch. Husker at jeg blev  ”drillet” af vennerne, fordi jeg købte Donovans dobbelt plade ”A gift from a flower to a garden” i stedet  for Creams  ”Wheels of fire”. Den er stadig en af mine yndlingsplader!
Var selvlært, desværre, kunne godt ha’ brugt undervisning fra starten. Og spillede til omkring 30-års alderen mest for mig selv: folk, rock og klassisk.
Havde desværre ikke råd til elektrisk guitar og forstærker, så min guitar var gennem alle årene en klassisk Oscar Telller fra 1968.
Da jeg var i starten af 30erne mødte jeg et par andre gode amatørmusikere og startede det ”berømte” band : ”Chuck and the Berries” (god 60’er rock med et snert af Dylan og Dire Straits). Spillede til mange fester i Nordsjælland. Mest rytmeguitar, som egentlig altid har tiltalt mig mere end at spille lead.
Første seriøse guitarer var en Yamaha LA8 akustisk (har den stadig) og en Rickenbacker 620 (har desværre solgt den).
Da bandet ”Chuck” blev opløst gjorde jeg alvor af en drøm om at spille jazz - har altid været syg med de flotte udvidede (nogen vil sige ’skæve’) akkorder. Tog undervisning i et par år og spillede i et par bands.
Har de sidste 10 år udelukket spillet swingjazz (bortset fra et hobby rockband med min søn og datter) i Nordsjælland i  to orkestre: Hørsholm Swingtetten og ikke mindst SwingTeam fra Espergærde. Har det sidste års tid haft mange jobs med en delmængde af SwingTeam: Emma Goodwin Trio med sangerinde, saxofon og guitar, hvor jeg er den samlede rytmegruppe og prøver – i al beskedenhed - at efterligne tromme, bas, guitar og klaver på én gang! Føler at jeg efterhånden er OK til comping, så for at blive en bedre sologuitarist er jeg igen begyndt at tage undervisning (og sveder pt. over melodisk mols forskellige modes, puha).
Alle mine guitarer (bortset fra Yamaha LA8 nævnt ovenfor) er købt brugte, fordi jeg mener at en guitar skal ”spilles til” i nogle år, før den ”sande, indre” guitar kommer frem. Prøver altid først at spille på guitaren akustisk, for hvis det ikke lyder godt, vil den heller ikke lyde godt elektronisk.
Har efterhånden erfaret, at når man prøver en guitar, skal det være kærlighed ved første blik. Hvis man ikke har en god mavefornemme med det samme, bliver det aldrig godt (nogen vil måske trække paraleller til kvinder her…. men det må være for egen regning!). Har for eksempel flere gange købt Gibson og Rickenbacker guitarer  ”på stedet” i USA uden denne mavefornemmelse og måtte sælge dem igen efter kort tid i hjemme i Danmark.
Efter mange års søgen har jeg ”desværre” fundet mit livs guitar: En blå Framus Mayfield (en 335 efterligning). Skriver desværre fordi der vel (næsten) ikke er noget mere spændende end at lede efter en ny guitar.
Andre guitarer, jeg vil nævne, er en Ibanez 2355 fra 1978 (svarer til Gibson 175), en topklasse Yamaha Mike Stern Tele fra 90’erne, en Hopf Galaxie fra 60’erne (kaldet en fattigmands Gretch!) og en nyere god Danelectro 12-strenget, som lyder lige så godt som en Rickenbacker  - næsten!
Min kærlighed til brugte guitarer er selvfølgelig årsagen til at jeg kender PeterFrostrup. Jeg har 4 guitarer af Peter, hvoraf de 3 er klasseguitarer for små penge. Min sorte akustiske Framus 5/51 ”parleur” guitar fra 1961 købte jeg for 1200 og lyd og spilbarhed  er ikke mindre end fantastik. Faktisk så god, så jeg har ofret nye bånd på den. Derudover en dejlig 12-strenget Bjarton og en rigtig god Aria Strat, som ville koste 3 gange så meget, hvis der stod Fender på den.  Har derudover formidlet en Washburn Wing til min svoger og – ikke mindst - en fantastik Ibanez Blazer Custom fra 1982 til min søn. Nu er hans dyre Paul Reed Smith guitar sat til salg!
Og sidst, men ikke mindst har jeg været glad for gode reparationer af mine guitarer - jeg er altid meget tryg ved at sende mine ”børn” til Peter.

Jan Ussing
Rungsted Kyst

(Jan Ussing arbejder i medicinsk afdeling i Sanofi Pasteur og er uddannet biolog - på forretningsrejser er hans lille rejseguitar altid med)

Emma Goodwin trio med Jan på sin Framus Mayfield.

De fleste af Jans guitarer

Familiebandet Sofie Ussing Band med Jan på bass og Jacob som leadguitarist.